smallNikolaj10070.jpg

workshop

This is the page description.


F A T A M O R G A N A  åbner igen i år for en række spændende sommerworkshops henvendt til alle, der brænder for fotografi. Jeg har inviteret nogle af Danmarks bedste fotografer til at dele deres tips og tricks og føre dig ud på en spændende rejse, der med garanti skubbe til din forståelse af fotografiet, udvikle dine færdigheder og booste din selvtillid. Hvis du har spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte mig 28513265 Hilsen Morten Nilsson direktør Fatamorgana.   
 

 

 

sommerskole for børn og unge 12-16 år - morten bo

03 - 07 juli 2017,  1600 kr.
Sted: Fotoskolen Fatamorgana, København
20 timers undervisning mandag - fredag 12-16

ikke tilskudsberettiget

Det er en kæmpe fordel at opdage så tidligt som muligt, at et barn har billedsyn. Talentet kan udvikles i tide og give barnet succes og anerkendelse og større chancer for senere at skabe sig en karriere som billedskaber, dokumentarist, billedkunstner eller designer.
På sommerskolen vil der hver dag i en uge blive stillet opgaver, der udfordrer kursisternes billedsyn, skærper opmærksomheden og tester talentet. Gennem personlige samtaler og fælles billedkritik vil børn og unge med samme interesse blive udfordret visuelt og sprogligt stimuleret.
Sommerskolen for børn og unge er blevet en tradition på Fatamorgana, 2017 er den 7. sæson, med Morten Bo som underviser. Her er link til sidste sommers opgaver og billeder.

Morten Bo stiftede 1989 fotoskolen Fatamorgana, hvor han siden har undervist og siden 2010 også holdt sommerskole for 12-16 årige børn og unge. 

 

skygger & kemi - charlotte hjorth-rohde

10 - 14 juli 2017,  3500 kr.
Sted: Fotoskolen Fatamorgana, København
40 timers undervisning mandag – fredag
max. 10 deltagere

materialeudgifter: 300 kr

Denne workshop er et eksperimentarium i alternative fremkalde teknikker. Et kaotisk laboratorium, hvor vi tester de gamle opskrifter og bruger dem i nye sammenhænge. Du får mulighed for at bygge et PINHOLE kamera, du vil også kunne afprøve forskellige analoge kameratyper og prøve at fremkalde film. Vi arbejder med at tage billeder,  med- og uden kamera, på film, fotopapir og på papir vi selv præparerer. Vi vil se og diskutere eksempler på arbejder i fotogravure, salt print og cyanotypi.
Med enkle materialer etablerer vi et midlertidigt mørkekammer, og vi bruger den organiske arbejdsform som inspiration, udfordring og afprøvning af begrebet fotografi. Der stilles løbende opgaver, så du får afprøvet, om teknikkerne tilfører noget nyt til dit arbejde eller blot er et æstetisk lag. Indimellem gennemgår vi de resultaterne, men hovedvægten er lagt på den praktiske erfaring.

Charlotte Hjorth-Rohde (f. 1961) har siden 2001 arbejdet med fremkaldeprocesser og grafiske trykteknikker i fotografiet, at blande umiddelbare, tilfældige indtryk med en fokuseret og krævende proces. Hun har boet og arbejdet i Paris og Italien. Er repræsenteret på Bibliothèque Nationale de France. Udover en uddannelse som grafiker er Charlotte tidligere elev fra Fatamorgana, hvor hun også har undervist. Hun arbejder med et bogprojektet "landslides", som skal færdiggøres i Japan i løbet af 2017 med støtte fra Statens Kunstfond.


street photography - ole christiansen

17 - 21 juli 2017,  3500 kr.
Sted: Fotoskolen Fatamorgana, København
40 timers undervisning mandag – fredag

max. 10 deltagere

På den ene side er gadefotografering det nemmeste at gå til, det kræver kun et kamera og en gade, på den anden side er det at lave gode gadebilleder noget af det sværeste. En konstant kamp mod kaos. Huse, butikker, mennesker, trafik, skilte vil prøve at ødelægge ordenen i dine billeder. Ole Christiansen vil dele ud af sine erfarringer og lære dig metoder og strategier, der gør det muligt at skabe orden i kaos. En workshop med masser af kamera-tid i gaden, men også tid til at lære både nye og gamle mestre i gadefotografiets svære kunst at kende.

Ole Christiansen har udstillet i en lang række sammenhænge og udgav i 2003 bogen “Photographs”. Hans billeder er repræsenteret i National History Museum, Frederiksborg Slot, Hillerød. Det Kongelige Bibliotek, København. Museum of Photographic Arts, Brandts, Odense.
Ole Christiansen er kendt for sine Euroman covers og pladecovers af bands som Sort Sol, TV2, Thomas Helmig og mange andre. Hans visuelle signatur er unik og adskiller sig ved et meget grafisk look.


Street PORTRAITS - mette frandsen

24 - 28 juli 2017,  3500 kr.
Sted: Fotoskolen Fatamorgana, København
40 timers undervisning mandag – fredag

max. 10 deltagere

Vi ser mennesker omkring os hele tiden, som vi har lyst til at fotografere. Noget fanger vores øje eller interesse og alt for ofte lader vi chancen, for at fotografere dem, passere. At kunne fotografere en fremmed hander om tips og tricks og alle kan lære det. 
Vær’ med til at portrættere historier fra gaden og lær’ at fotografere et menneske du ikke kender. At være fotograf handler om meget andet end at være den der trykker på knappen: psykologi, kropssprog, tillid, tryghed og mod. Gennem denne workshop vil du lære alt om at møde mennesker du ikke kender, lave billeder af dem og få en bid af deres historie med hjem. Få de bedste tips og tricks fra en professionel street photographer og lære at arbejde med dem selv. Opbygge din selvtillid og overvinde din frygt for at fotografere mennesker på gaden. Lære at tackle de blokeringer og udfordringer du møder, og bruge psykologien bag det, at være en street photographer. Du vil udvikle dine observationsevner og lære kunsten at fortælle historier gennem billeder og til sidst sammensætte et personligt og stærkt projekt.

Når Mette Frandsen ikke laver store bog-projekter, er hun en flittig, erfaren og dygtig underviser. Hun afholder workshops, er vejleder, holder artist talks og er portfolio-review’er. Hun underviser i street-photography, personligt fotografi og fotojournalistik - på Fatamorgana, Grundtvigs Højskole, Danish Institute of Studying Abroad, RUC, København Film og Fotoskole. 


det politiske billede - eva merz

31 - 04 august 2017,  3500 kr.
Sted: Fotoskolen Fatamorgana, København
40 timers undervisning mandag – fredag

max. 10 deltagere

På denne workshop retænker vi "det politiske fotografi".
Vi vil skabe billeder i spændingsfeltet mellem det dokumentariske og det konceptuelle fotografi, hvor drivkraften er socialt engagement og nysgerrighed. Et forsøg på at bidrage til samfundsdebatten uden at gå på kompromis med det personlige udtryk og den kunstneriske form.
Gennem et årti har Eva Merz brugt sin sociale indignation i projekter som "get a fucking job",  "you, me, us & them".  Med afsæt i sit nyeste projekt "Gammel Vardevej - indefra" vil Eva Merz dele ud af erfaringer og arbejdsmetoder. Der tages afsæt i research som forberedelse til mødet med mennesker og steder. Vi vil tage os god tid til den reflekterende debat. Det er processen, som er vigtig i udviklingen af ideer til konceptuelle billedserier og formidlingen af arbejdet. Vi vil gå på opdagelse lige udenfor Fatamorganas døre. Nordvest er en smeltedigel af gammelt arbejderkvarter, rå industri, socialt boligbyggeri og stor etnisk diversitet.

Eva Merz (f. 1966) er lige dele dokumentarist og konceptkunstner. Hun arbejder med social intervention i form af udforskninger af det sociale rum. Som en moderne Jacob Riis har hun stillet sit kamera og sit reflekterende og kritiske jeg i de udstødtes tjeneste. Ved at arbejde i længere tid i belastede områder, og dermed opnå et tæt forhold til de involverede, overbringer hun et genuint og mangefacetteret indblik i sociale problemstillinger. Det foretrukne medie er fotografi, men også interviewbøger, video og kunst i det offentlige rum er en del af hendes produktioner. 


 

UDSOLGT!
Portræt - søren rønholt

07 - 11 august 2017,  3500 kr.
Sted: Fotoskolen Fatamorgana, København
40 timers undervisning mandag – fredag

max. 10 deltagere

Hvordan skaber man et stærkt og oprigtigt portræt? 
Med udgangspunkt i "Less is more” vil vi arbejde på at skrælle alle de unødvendige lag af og istedet fremhæve de små detaljer, der skaber autencitet og troværdighed. Det gode portræt opnås kun gennem et bevidst brug af lys og et tæt sammenspil mellem den, der skal portrætteres, og fotografen. Søren Rønholt har gennem årene opnået stor erfarring i arbejdet med lys og personinstruktion, og han vil dele ud af sine erfarringer. 
Efterarbejdelse i Photoshop er et vigtigt komponent i skabelsen af et stærkt portræt. Derfor har vi inviteret en professionel billedebehandler til at komme forbi workshoppen en halv dag i starten og en halv dag i slutningen af ugen. Du vil ikke blive undervist i Photoshop, men du får masse af fifs og tricks og mulighed for at stille spørgsmål.
Det bliver en spændende uge med masser af kamera tid og fordybelse.

Søren Rønholt (f. 1969) er billedkunstner med fotografi som sit vigtigste medie. Som portrætfotograf er Rønholt anerkendt for sin evne til at skabe nerve og nærvær i sine portrætter, og netop derfor er Søren Rønholt en succesfuld og meget benyttet portrætfotograf, kendt for sine portrætter af skuespillere, forfattere, kunstnere og musikere fra hele Skandinavien.


Dit personlige sprog - lærke posselt

14 - 18 august 2017, 3500 kr.
Sted: Fotoskolen Fatamorgana, København
40 timers undervisning mandag – fredag

max. 10 deltagere

I workshoppen vil vi arbejde på at udvikle jeres fotografiske billedsprog og personlige blik. Vi vil tale om at se lyset og at mærke det, man fotograferer. Om at fortælle historier og fortælle om følelser.
Du vil blive opfordret til at udfordre dig selv og producere fotografiske historier med nerve, stemning og empati. Du vil træde ind i andre menneskers liv og mindske afstanden mellem dig og dem, du portrætterer, mellem dine ideer og det færdige billede.
Fokus på denne workshop vil ligge på historiefortælling gennem reportage. 

Lærke Posselt (f. 1984) er uddannet fra Fatamorgana og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og vandt i 2012, før hun var færdiguddannet, World Press Photo i kategorien ”Portrait of the Year”. Lærke Posselt har tidligere arbejdet som fotojournalist på Politiken og har desuden modtaget kronprinseparrets talentpris Stjernedrysprisen i 2014. Lærke Posselt arbejder i dag som freelance fotojournalist samtidig med egne personlige projekter og udstillinger.


TILMELDING 

Navn *
Navn

Jeg tilmelder mig det afkrydsede kursus og indbetaler det samlede beløb til:
DANSKE BANK Reg.nr. 9541 Konto nr. 274 00 44 128
Swift-bic DABADKKK IBAN nr. DK23 3000 2740 0441 28
Husk at anføre dit navn på indbetalingen!

Du er først tilmeldt workshoppen, når vores bank har registreret din indbetaling. Du vil modtage en kvittering over mail.
Hvis du fortryder din tilmelding, kan du senest 14 dage før workshop start via mail kontakte kontoret på info@fata.dk, og det fulde beløb vil blive tilbagebetalt.
Arbejdsledige, studerende på SU og lærlinge med uddannelseskontrakt vil få nedsat kursusafgiften med kr. 48.- pr. dag, såfremt de er bosat i Københavns Kommune.
Kurserne gennemføres med tilskud fra Folkeoplysningsudvalget og det er derfor et krav, at deltagerne er fyldt 18 år. ( Kurset for børn og unge 12-16 år, er undtaget fra denne regel. )
Deltagergebyret inkluderer ikke forbrug af materialer.
Du vil modtage en mail med beskrivelse af de praktiske ting omkring workshoppen, senest 2 uger før første kursusdag.
Bliver et kursus aflyst grundet manglende tilmeldinger, vil de tilmeldte få besked senest 7 dage før første kursusdag.


Er du interesseret i Fotoskolen Fatamorganas historie og baggrund, vores firemåneders eller etårige fotografikurser. Besøg vores web.